Jeg har beskæftiget mig med ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling gennem de sidste 12 år. Jeg har mødte mange par og singler, der har stået i denne smertefulde periode i livet.
Stress over at skulle møde op til alle de scanninger, behandlinger, udtagning, oplægning, sengeligning samt sprøjte sig med hormoner, der kan påvirke en i alle retninger. Spændning over antal af ovarier, kvaliteten af dem, befrugtning, 4 dages udvikling, overlever de, hvor mange kan sættes op og hvor mange kan fryses? Sætter ægget sig fast, den ægudløsende sprøjte der giver tegn på graviditet, men som ingen fortæller om, for så at få sin menstruation, tabet af håbet, sorgen over det ikke lykkedes, kæmpe sig tilbage i troen på at det nok skal ske en dag og det er jo kun et guldæg, der skal til, for så at gå igennem det hele en gang til – vel vidende at klippekortet mister et klip hver gang og lykkedes det ikke, hvordan finder jeg så mening med livet og samtidig forsøge at opretholde mening, glæde og tilfredshed i kroppen fordi vi ved alle at den sunde dejlige krop, øger chancen for at ægget sætter sig fast – så hvorfor gør det ikke det, når jeg nu gør ALT?
og førsøger at holde stressen væk, da stress absolut ikke øger chancen for graviditet, samtidig med at det er ufattelig stressende at stå i – for ikke at tale om det forhold man får til kroppen om at være en ægproducerende maskine, der samtidig skal være intim med min partner. Og den er så fyldt op af alt det, så hvordan skal der være plads til ham/hende?
Ufrivillig barnløs
Ufrivillig barnløshed er en smerte, som er ubegribelig stor. Meningsløshed og håbløshed lurer lige rundt om hjørnet og måske du allerede har passeret det hjørne og kan ikke finde en vej ud.
Ufrivillig barnløshed kan have mange ansigter og mange historier, der ligger bag. Så hvad enten du lever i et parforhold eller er single, så deles sorgen over ikke at kunne skabe den familie. En drøm du måske har haft hele dit liv eller for første gang mærker lysten til.
Uanset om jeg taler med kvinder, mænd eller LGBTQ+ personer så er der følelser, der går igen på tværs af hver enkelt individ. Det jeg oftest hører er frustrationen, magtesløsheden, håbløsheden, meningsløsheden, ensomheden og uretfærdigheden over ikke at kunne skabe den familie, som der drømmes om. Det er så dybe eksistentielle temaer om livet, som kan være svære at rumme selv. Og samtidig med ser man vennerne skabe familie, som det mest naturlige i verden. I det indre tikker det biologiske ur – og det begynder at tikke højere og højere, mens babyer der hører andre familier til, bliver sat i verden.
Det kan skabe meget tvivl og mange bekymringstanker. Der kan stilles tvivl om alt: “Hvad har jeg gjort galt?”, “Er der noget galt med mig?”, “Har jeg truffet de forkerte valg i livet?”, “Er den rigtige partner jeg har valgt, når nu det som burde være naturligt ikke kan ske?”, “Hvad skal jeg så med mit liv?” “Hvordan skal jeg nogen sinde skabe glæde og mening igen?”.
Alt sammen tanker og følelser som er helt normale og hører mennesket til i pressede situationer.
Det er en svær situation at stå i, og som er svær at dele med andre, der ikke kender til den indefra. Derfor er det vigtigt at få sat ord på i et trygt rum.
Symptomer
Vi ved fra forskning at ufrivillig barnløshed skaber fertilitetsbetinget stress, angst, depression, social isolation og en oplevelse af tab af kontrol. Men der er noget at gøre, da en undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at hjælp til håndtering af den stress, der er ved fertilitetsbehandling øger chancen for graviditet med 50%.
Solomor, regnbuefamilie eller?
Står du alene med ønsket om at få et barn, er tvivlen lige så stor som for alle andre. Dog med den forskel, at du er single og måske ikke har udfordringer med fertiliteten, men ikke kan finde den partner, du ønsker at stifte familie med. Overvejelser om du skal gå solomor-vejen, søge en regnbuefamilie eller noget helt tredje er store temaer at sidde med selv. Ud over at melde sig ind i forskellige netværk, kan det være brugbart at tale med en terapeut om det. For det er et stort eksistentielt valg at træffe. Derfor kan det være rart at dele alle de tanker i et trygt og kærligt rum. Den sårbarhed, der der kan være forbundet med at stå alene, kan være svær at rumme selv. Men det behøver du ikke, da der er hjælp at hente.
Tanker som: “Hvorfor kunne jeg ikke skabe en familie?”, “Hvad er der galt med mig?”, “Kan jeg sætte et barn i verden uden en far?”. “Hvad tænker min familie, venner og verden om mig?” – tankestrømmen er uendelig. Men igen, er det tanker der er helt normale og hører til det at være menneske. Tanker der bunder i en sorg over ikke at kunne skabe, det der er drømt om og burde være helt naturligt.
Fertilitetsbehandling ved ufrivillig barnløshed
Mange par og singler vælger at gå videre med fertilitetsbehandling. Det er en proces helt for sig selv, som er så umenneskelig hård at være i. OG det kan jeg skrive, da jeg selv har prøvet det nu gennem flere år. De stadier man går igennem med HÅB og SORG er en stor følelsesmæssig rutchebanetur. Det kan meget let optage hele ens verden, så det kan være svært at opretholde en hverdag.
Derudover kan det rejse flere problemstillinger i parforholdet, da det påvirker meget forskelligt. Så her kan det være en hjælp at søge terapi for at skabe et rum sammen for at tale om det der er svært. Når kommunikationen forringes, så opstår følelsen af ensomhed i parforholdet. Det kan øge konfliktniveauet eller at man trækker sig fra parforholdet. Det er en smerte, som ingen ønsker at have i sig – specielt ikke når ens krop bare skal være i tip top form til behandlingen.
Hormonbehandling under fertilitetsbehandlingen kan være meget frustrerende. Det er forskelligt, hvordan kvinder reagerer på den. Så det er i særdeleshed vigtigt at lytte efter sig selv og skabe omsorg og plads til, at du kan reagere på det. Det kan være alt fra ondt i hovedet til humørsvingerne og til alt muligt andet. Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på det.
Sexlivet – hvor blev det af?
Derudover påvirker det ofte sexlivet, det der skulle skabe en naturlig ramme for at sætte et barn i verden er pludselig udfordret. Det kan gå hen og blive et præstationsræs efter projekt baby. Nydelsen udebliver eller det kan lukkes helt ned for lysten til at være sammen med sin partner. Alt sammen er meget naturligt, men det kan være svært at være i. Og er der hormonbehandling oveni – ja så er sexlysten virkelig minimal for mange.
Samtidig bliver både den mandlige og kvindelige krop til “noget, der bare skal levere”. En følelse af at blive til en “æggeproducent” eller en “sædcentral” fremmer heller ikke sexlysten. Så hvordan kan man finde sammen midt i alle de følelser og bevare kontakten til sin partner og oplevelsen af at være sammen om det som par og ikke to individer?
Tøv ikke
Uanset hvor du/I er i dit/jeres forløb, så er du/I velkomne til at kontakte mig.
Samtaler om ufrivillig barnløshed findes sted lige i hjertet af Frederiksberg. Og vid, at du ikke behøver at være helt alene med det. Vi er andre, der kender til den smerte.